Fantasien får endnu større vingefang i Esbjerg

 

 

 

 

 

Det er magien i fællesskabet, der samler læserne om fantasybøgernes universer. Og Fantasyfestival i Esbjerg har fundet formularen.

“Udgangspunktet er den gode fortælling, og her skabes en mangfoldig, legende verden med forfattere, illustratorer, rollespillere, brætspillere, musikere og læselystne fantasyentusiaster.” siger bibliotekar Lenette Anstensrud fra Esbjerg Bibliotek i et forsøg på at opsummere festivalens mange elementer.

På få år er fejringen af netop denne genre i Esbjerg blevet en større begivenhed, der både hylder og går i dybden, så både helt nye og garvede fans føler, at der i den grad er noget at komme efter. Nye udgivelser lanceres på festivalen, og aktivitetsniveauet og kvaliteten er helt i top:

“Vi har foredrag, paneldiskussioner og workshops til alle aldre og målgrupper, en stor messe, hvor forlag, boghandlere, illustratorer og skriveforeninger samles og en fantasymarkedsplads med aktiviteter, salg af mad og meget mere,” fortsætter hun.

Støtten fra Fonden DBK er på 75.000 og gives i anerkendelse af det store arbejde, der er lagt i at gøre Fantasyfestival til et fyrtårn, der lyser længere end for de allerede indviede. Men også som en hjælp til at understøtte de nye tiltag og især lægge økonomisk vægt bag den nye hæder ‘Årets danske fantasypris’, der uddeles til næste Fantasyfestival.

Der er ingen tvivl, hverken hos priskomitéen eller hos de mange gæster i Esbjerg, at festivalen og al dens herlige væsen er med til at pirre nysgerrigheden og skabe endnu mere læseglæde.

Kunde-login
Kontakter login-server...