Hvem er DBK?

I 1894 etablerede nogle fremsynede forlæggere Danske Boghandleres Kommisionsanstalt. I 1921 omdannede forlæggerforeningen og boghandlerforeningen i fællesskab selskabet til en selvejende institution, Fonden DBK.

Vi har alle dage været en værdiskabende samarbejdspartner for hele bogbranchen. DBK har, jævnfør fondens formål, til opgave at udvikle og effektivisere samhandlen mellem forlagsvirksomheder og boghandlere samt varetage distribution, spedition, forlagsekspedition og tilsvarende virksomhed. Det gør vi gennem en række tilbud til bogbranchen.

Vi binder bogbranchen sammen.

DBK har to moderne logistikcentre med højteknologiske automatiserede processer. Et i Skandinavisk Transport Center ved Køge, hvor vores administration også har til huse, samt et i Haslev. På de to centre lagerføres bøger fra forlag, der står for ca. 90 % af omsætningen af fysiske bøger på det danske bogmarked. Herfra ekspederer vi mere end 16 mio. fysiske bøger om året til forskellige modtagere i Danmark og i udlandet, herunder boghandlere og andre butikker, virksomheder, institutioner og private.

Når danske forbrugere og erhvervskunder køber danske bøger i en internetbutik eller er medlem af en bogklub, så er det i langt de fleste tilfælde DBK, der pakker og afsender bøgerne for internetbutikken.

DBK er gennem tiden vokset i takt med, at flere forlag og ekspeditioner er kommet til. Vi er i dag ca. 130 engagerede medarbejdere.

DBK’s logistikydelser består bl.a. af:
· Lagerhotel, herunder varemodtagelse og indgangskontrol
· Ordrebehandling og kundeservice
· Plukning og pakning på dag-til-dag basis eller hurtigere
· Returbehandling
· Fakturering og debitorservice
· Distributionsterminal og transportservice
· Specialservices

Derudover driver DBK branchens fælles digitale ordreportal Bogportalen.dk.

Kunde-login
Kontakter login-server...